|
Jeg er uddannet planteskolegartner fra mesterlærens tid og har været i lære på Højvang planteskole i Skaverup på Sydsjælland hos Carl Andersen, hvor jeg var i 2½ år fra d. 1. aug. 1974 til 27. febr. 1977. Her oparbejdede jeg et stort plantekendskab, ved at sælge planter og vejlede kunderne i et stort planteudsalg. Dernæst kom jeg til Erik Lund Andersens planteskole i Vinde Helsinge ved Reersø, hvor jeg var i ½ år fra d. 1. marts til 31. juli 1977. Til sidst afsluttede jeg min læretid på Vilvorde Havebrugshøjskole i Charlottenlund fra d. 1. august 1977 til 31. januar 1978.
Efter endt læretid var det min tanke på sigt at få min egen planteskole. Derfor tog jeg d. 1. februar 1978 til Søhus på Fyn for at få "det grønne bevis", som var en driftlederuddannelse på 3 mdr.
Men skæbnen ville det mig anderledes. I foråret 1978 søgte Ishøj kommune gartnere til deres parkforvaltning. Jeg søgte en af stillingerne, fik den og startede i kommunen d. 2. maj 1978.
|