Min baggrund for at lave hjemmesiden om "Gartnertips"

Mit navn er Hans-Erik Hansen. Jeg er uddannet planteskolegartner; - og var i lære på Højvang planteskole ved Vordingborg og hos Erik Lund Andersen, som lå ved Reersø. Jeg sluttede af på Vilvorde havebrugshøjskole i Ordrup i 1978.
Den 2. maj 1978 blev jeg ansat som gartner i Ishøj kommunes parkforvaltning og kunne den 2. maj 2018 fejre mit 40års jubilæum. 40 år er mange år indenfor samme arbejdsplads og det kom efterhånden til udslag i en mere og mere svækket højre skulder, grundet de mange års arbejde med bl.a. træbeskæring.
I august 2019 gik en kollega på pension efter at have passet indendørsbeplantningen i de kommunale bygninger i 25 år. Jeg søgte stillingen og fik den i november 2019 - og dette har jeg ikke fortrudt...
Mine interesser indenfor gartnerfaget spænder vidt. Derfor er det min intension at komme ind på rigtig mange emner både i ord og billeder. Til sidst men ikke mindst vil jeg oprette en brevkasse, hvor I - kære læsere - kan komme med spørgsmål om alt, hvad I brænder inde med indenfor gartnerfaget.
Billedet er det tidligere Byvåben bed fra Ishøj kommune, som jeg og en kollega har plantet i hele dets levetid fra 1992 til 2008.

I øvrigt... en stor tak til alle kommentarerne i gæstebogen...