|
En hurtig måde at etablere en ny plæne på er ved at bruge rullegræs og resultatet bliver, hvis forarbejdet er i orden, ofte bedre end hvis man sår den nye plæne, bare det foregår på det rigtige tidspunkt, d.v.s. i maj måned eller i august. Når man har besluttet at anlægge en ny plæne med rullegræs, vil etableringsfasen være som følger:
-
Behandling og nivellering af jorden. (Læs fra pkt. 1 til pkt. 5 i artiklen etablering af ny græsplæne ved såning.)
-
Opmåling af græsarealet samt lave jordbundsanalyse. (Ler eller sandjord) Dette er meget nødvendigt, for at kunne bestille den rigtige type rullegræs.
-
Bestille rullegræsset hos leverandøren. (Leopold, Prodana eller dit havecenter)
-
Gennemvande græsarealet med min. 20 mm.
-
Når rullegræsset er leveret, at sørge for at det er dækket til med en presenning, for at undgå udtørring.
-
Starte pålægningen af græsset, hurtigst muligt efter leveringen. Start langs en lige kant på arealet. Dernæst at lægge det i halvforband, sådan at samlingerne ikke ligger ud for hinanden. Undgå at betræde det nylagte græs under lægningen.
-
Når alt græsset er lagt, så "lim" alle samlingerne med god muldjord. Alle endeflader skal dækkes med jord, så man undgår udtørring.Samlingerne kan samles ved at løfte de 2 endestykker en smule og lægge dem igen imod hinanden.
-
Hele græsarealet tromles og vandes kort tid efter pålægningen. Det vandes ca. hver anden eller tredje dag og trappes ned efterhånden som græsset kommer i vækst.
-
Ca. 3 uger efter græspålægningen, skal det gødes med 3 kg. NPK 13-5-14 eller 16-5-12 pr. 100 kvadratmeter.
Fordelene ved at bruge rullegræs er følgende:
-
Ved såning af en ny plæne går der oftest ca. 6 - 8 uger efter såningen, før den må betrædes. Rullegræsset må betrædes ca. 14 dage efter pålægningen.
-
Du får en sund og velernæret plæne, som samtidig er fri for ukrudtsplanter.
God fornøjelse!
|