|
En god huskeregel for hvornår man skal plante er følgende: Det man planter om foråret, det kan gro og det man planter om efteråret, det skal gro. Ved plantning af alle slags vækster, gælder det ikke alene om at plante rødderne nedad. Ligeså vigtigt er det at sørge for tildækning af rødderne fra købet af planten og til den er blevet plantet. Hvis dette ikke sker vil plantens bitte små rødder (rodhårene) hurtigt tørre ud og det vil tage planten ca. 14 dage at etablere nye. Rodhårene er meget vigtige, da det er dem, der suger væde op i planten. De efterfølgende beskrivelser er kategoriseret efter hvilke typer planter, det drejer sig om:
Rhododendron: Rhododendron tilhører verdens største planteslægt med over 34.000 forskellige arter. Surbundsbede kan bygges op på mange forskellige måder. Det, der er en betingelse for et godt resultat, er at der er et godt dræn i bunden af bedet. Hvis man laver et nedsænket bed i jorden, skal bedet mindst være 3/4 m. dybt. Bunden skal være faldende til den ene side og fores med plast for at forhindre store rødder i at trænge ind i bedet. I den laveste del af hullet laves et hul i folien så overskydende vand kan trænge ud af bedet. Bedet kan også formes som et højbed; - enten bygget op med kanten bestående af tørveklyner, eller kampesten (brug ikke jernbanesveller da de indeholder en stor mængde tjæreforbindelser, som kan være skadelige for surbundsplanterne); - eller hvor voksemediet er lagt ovenpå en dynge jord, som kan formes på mange måder. Her vil jorden i bunden af bedet have den drænende effekt. Voksemediet skal have en PH værdi på mellem 4,5 til 5,5 og det skabes bedst ved en blanding af grov spagnum i fin kvalitet, grannåle og gerne med omsat kompost. Vand Rhododendron med kalkfattigt vand; - helst regnvand.
Roser: Ved plantning af roser, skal man være opmærksom på, at der det pågældende sted ikke må have stået roser før. I så fald skal man skifte jorden ud i 2 spadestiks dybde. Grunden hertil er at roser forbruger mikronæringsstoffer, som man ikke kan tilføre via handelsgødninger. Man skal også sørge for at plante rosen så dybt at podestedet kommer 10 cm. under jorden.
Barrodede træer og buske: Træer uden klump skal plantes således, at de øverste rødder ligger ca. 10 cm. under jordoverfladen. Det er også meget vigtigt at træde jorden godt fast under hele plantningsprocessen; brug event. en stolpe til at presse jorden sammen med, så der ikke opstår luftlommer i jorden. Disse luftlommer vil nemlig bevirke, at rødderne ikke får kontakt med jorden, hvorved væksten går i stå.
Pottekultiverede; - eller træer og buske m. klump: Når man planter træer og buske, som er kultiveret i potte eller med klump skal planten stå i en dybde, således at potten/klumpens øverste del ligger 10 cm under jordniveau. Ligesom med de barrodede planter, skal jorden trædes godt til, men ikke på selve potten eller klumpen. Rødderne på de pottekultiverede planter har under væksten vokset i cirkler. For at stoppe denne tendens, skal man ridse rødderne over med en kniv. Rødderne vil herefter hurtigt danne nye siderødder og vokse i andre retninger og fæstne planten til jorden.
Løg og knolde: Løg og knolde skal plantes i den tredobbelte dybde af løgets / knoldens højde. Det er ingen betingelse at løget skal sættes med roden nedad, for at få et godt resultat; - blomsterne skal nok finde vej op i lyset alligevel.
Flytning af træer og buske til en ny placering i haven. Har du et mindre træ eller en stor busk, der står forkert i haven, kan det godt flyttes. Metoden hedder Rodstikning. Du skal senest den 1. april stikke hele vejen rundt med en skarp spade i en radius af ca. 30 cm. fra plantens midte. Derved skæres plantens rodsystem over og kort efter (ca. 3 uger) vokser der fine nye rødder ud ved alle de overskårne rødder. Planten har herved dannet et stort rodsystem til hjælp ved flytningen til efteråret.
|