|
Alle med interesse for havedyrkning, vil på et eller andet tidspunkt få interesse for at lave sine egne planter. Formeringsmetoderne (forædling) er mangfoldige og tiden hvori det skal udføres starter allerede i januar og slutter i oktober. Jeg vil, på de efterfølgende linier, beskrive plantegruppernes forskellige formeringsmetoder og tidspunkter. NB: For at fremme roddannelsen ved stiklingeformering, kan det anbefales at bruge et roddannermiddel, som kan købes hos en materialist.
-
1-årige stauder.
-
2-årige stauder.
-
Sirbuske.
-
Bunddækkeplanter.
-
Hækplanter
-
Løvfældende træer.
-
Stedsegrønne træer.
-
Roser.
-
Frugttræer, frugtbuske.
-
Surbundsplanter.
-
Løg og knoldvækster.
- De 1-årige stauder (også kaldet sommerblomster) formeres hovedsageligt ved frøformering. Definitionen på sommerblomster er en plante, der ikke tåler frost. De stammer næsten allesammen fra sydeuropa, hvor de ofte optræder som flerårige planter, så hvis man har mulighed for at overvintre sine sommerblomster indendøre, vil de kunne bruges som moderplanter om foråret til at tage stiklinger af. Herved kan man meget hurtigt få skabt nye planter af f.eks Pelargonia, Margerit, Fuchia, Heliotrop m.fl. Stiklingerne brækkes af moderplanten, så man får en såkaldt hæl med. Dette giver en større overflade til roddannelsen. Har man et roddannermiddel, dyppes stiklingen først i vand dernæst i hormonmidlet og så ned i vækstmediet, som kan bestå af 1/3 ugødet pottemuld, 1/3 alm. havejord og 1/3 sand. Hvis man sætter stiklingen i potter skal de overdækkes med mælkehvid plastfolie, så man forhindrer at stiklingen tørrer ud.
- De fleste 2-årige stauder kan formeres ved deling. Derudover kan de stiklingeformeres og sås. Enkelte arter formeres derudover ved roddeling; - her kan bla.a. nævnes Pæon og Georgine. Det, der forudsætter om de kan deles, er rodsystemet. Hvis planten har trævlerødder, vil den kunne deles allerede efter 2 år i august / september måned. Grav planten op og ryst jorden af. Herved vil man ofte kunne vride planten fra hinanden. Sorter det ældste af planten fra (midterpartiet) og plant de nye planter hurtigt herefter. Er det besværligt at dele planten med hænderne, kan det gøres ved at stikke 2 gravegrebe ned i planten med ryggene mod hinanden. Herved kan man skubbe grebenes håndtag mod hinanden, hvorved planten deles. Hvis stauden istedet for trævlerødder har en pælerod, kan den ikke deles. Her må man i stedet for lave stiklinger af planten. Af sådanne planter kan nævnes Raketblomsten (Kniphofia) og Palmeliljen (Yucca) og Brudeslør (Gypsophylla). Af 2-årige stauder der formeres ved frø, kan nævnes Lupin, Akeleje og Stedmoder og dette udføres i juli / august.
- Sirbuske formeres ved stiklingeformering. Stiklingerne skal være træagtige og klippes om vinteren eller det tidlige forår -sidst i februar eller først i marts. Længden på stiklingerne skal være ca. 20 til 25 cm. De stikkes 2/3 ned i jorden og overdækkes med mælkehvid plastfolie for at forhindre udtørring. De fleste sirbuskearter vil slå rod på ca. 1½ måned. Enkelte arter tager dog helt op til 3 måneder. Det er f.eks dronningebusken (kolkwitzia), hækspirea (spiraea van houttei) og vårguld (forsythia)
Bunddækkeplanternes variation spænder meget vidt og lige så forskellige de er, lige så forskellige er deres formeringsmetoder. Derfor er det nødvendigt at dele dem op i grupper: a) Stenbedsplanter. b) Løvfældende bunddækkeplanter. c) Stedsegrønne bunddækkeplanter.
Stenbedsplanterne formeres om foråret i maj - juni måned. De fleste formeres ved deling, som udføres lige efter blomstringen, efter at de visne blomsterstande er klippet af. Af stenbedsplanter, der formeres på denne måde, kan nævnes: Aubrieta (blåpude), Iberis (snepude), Alyssum (guldslør), Campanula (krybeklokke), Sedum (stenurt), Phlox subulata (Lyngfloks) m.fl. Nogle arter lader sig ikke formere via deling. Af disse kan bl. a. nævnes Silene vulgaris (blæresmælde), som formeres ved frøformering.
Af løvfældende bunddækkeplanter kan nævnes: Krybende perikon (Hypericum calysinum "Hysan"), Kranstop (Stephanandra incisa "Crispa"), lav snebær ( Symphoricarpos chenaultii "Hancock") og krybende potentil som fåes i mange varianter bl.a. (Potentilla fruticosa "Red Ace") Fælles for de fleste er at de formeres ved træagtige stiklinger om foråret. Den krybende perikon formeres ved deling.
De stedsegrønne bunddækkeplanter repræsenterer en stor gruppe.
|