|
Inden for al handel gælder en bestemt vending: Du får, hvad du betaler for! Det gælder også indenfor gartnerfaget. Hvis man køber roser, er der følgende kvalitetsbestemmelser:
a) A kvalitet. Planten skal have mindst 3 kraftige velafmodnede grene udgående fra podestedet og af mindst 30 cm`s længde.
b) B kvalitet Planten skal have mindst 2 kraftige velafmodnede grene udgående fra podestedet og af mindst 30 cm`s længde. Derudover må planten ikke have sår eller andre beskadigelser. Roden skal være veludviklet i forhold til plantens størrelse. Køber man planter med potte (containerplanter), så tag potten af og kig på rødderne. De skal være glatte og have hvide skudspidser. Hvis skudspidserne er brune er rødderne døde. Derudover skal man være opmærksom på at rodlus kan optræde i stort antal på rødderne. Planter med uldlus på rødderne skal man undgå, da de kan være smittebærere af sygdomme.
Køber man buske eller hækplanter er det vigtigt at vide besked med følgende: Hækplanter og sirbuske (blomstrende buske) formeres som frøplanter eller som stiklingeformerede. Frøformerede planter (her er det især hækplanter som bøg, lærk, hækthuja, m.fl.) vil ofte afvige lidt fra hinanden, hvis ikke man har taget frø fra en beskyttet klon. Frøformeringen vil her være foretaget under et insektnet. Frøformerede planter vil være mærket på etiketten som f.eks: 1/1 som betyder at planten har stået 1 år på frøbed og 1 år på udplantningsbed Ved stiklingeformerede planter er man ret sikker på ensartethed, da stiklingerne er taget fra udvalgte moderplanter. Her kan der stå følgende på salgsetiketten: 0/2 som betyder at planten er stiklingeformeret og har stået 2 år på bed.
Træer formeres også både som frø og som stiklingeformerede planter. Hækbøg, som købes som 3årige planter, vil på etiketten have påtegnelsen 1/2, som betyder, at planten har stået 1 år på frøbed og 2 år på udplantnings-bed. Større træer vil have betegnelserne: heister, halvstammet eller højstammet.
Heister - er et træ på ca. 2 m. med gennemgående stamme og sidegrene.
Halvstammet - er et træ på ca. 2 m. med en krone etableret i ca. 100 til 120 cm`s højde. (det er især frugttræer, der forhandles som halvstammede)
Højstammet - er et træ, hvor kronen er dannet i mindst 180 cm`s højde. Højstammede træer forhandles efter omkredsen af stammen i 1 m`s højde; - f.eks 10-12 cm. Træer forhandles både som barrodede, med klump eller i potte.
Barrodede træer skal have rødderne fordelt ligeligt i hver retning og bestå både af grove og fine rødder.
Klumpplanter skal være omplantet med få års mellemrum, for at få et godt forgrenet og tæt rodsystem.
Pottekultiverede træer og buske skal have et rodsystem, som kan fylde potten ud. Rødderne skal være saftspændte og med hvide skudspidser og må ikke indeholde rodlus. Når man planter pottekultiverede træer eller buske, skal man ridse de største rødder over med en kniv, for at få dem til at ændre groretning. Ellers vil de fortsætte med at gro i ring nede i plantehullet.
|